Spørgsmål og svar

Her kan du få svar på en række spørgsmål om andelsselskabet Præstø Boghandel a.m.b.a.
Finder du ikke svaret på dit spørgsmål her, er du velkommen til at kontakte bestyrelsen på
bestyrelse@praestoboghandel.dk

  • Hvad er et a.m.b.a.?

    A.m.b.a. står for ‘andelsselskab med begrænset ansvar’. Det er et selskab, der fungerer på samme måde som gamle dages andelsmejerier. Nogle af de grundlæggende forskel på et andelsselskab og et privatejet selskab (som feks. en enkeltmandsvirksomhed eller et anpartsselskab) er, at:

    1) Flere ejer selskabet sammen.

    2) Vedtægterne (og lovgivningen) regulerer, hvordan selskabet skal drives.

    3) Andelshavere hæfter ikke personligt for andelsselskabets forpligtelser. Dvs. du kan ‘kun’ miste de penge, du har betalt for dit andelsbevis.


    4) Der er lige stemmeret uanset antallet af andele, man har købt. Det vil sige: Én person, én stemme. Ingen kan købe sig til et flertal.

  • Får jeg som andelshaver rabat i boghandlen?

    Ikke i første omgang, men måske på længere sigt. Hvis der er stabil økonomi og overskud i forretningen, kan generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen beslutte at indføre en rabat til andelshavere på visse varegrupper. 

  • Hvor meget af boghandlen kan man eje?

    Præstø Boghandel a.m.b.a. bygger på princippet om én person, én stemme. Det kan derfor aldrig blive sådan, at der kan være enkeltpersoner, der ejer størstedelen af andelsselskabet. Alle andelshavere kommer til at eje Præstø Boghandel a.m.b.a. i fællesskab, og alle har hver én stemme uanset hvor mange penge, man har købt andelsbevis for.



  • Hæfter jeg personligt, hvis det går dårligt med boghandlen?

    Du har som andelshaver ikke noget økonomisk ansvar. Udover de penge, du betaler for dine andele, bliver du ikke opkrævet mere. Du kan kun miste de penge, du har købt andele for. Lykkes det ikke for os at sælge nok andele til at åbne boghandlen, får du dine penge tilbage, minus de udgifter vi har haft til at markedsføre andelsprojektet.

  • Hvordan kan man købe et andelsbevis med kontanter?

    Du er velkommen til at kontakte bestyrelsen (link til mail), så vi kan hjælpe dig med at købe dit andelsbevis med kontanter.

  • Hvem kan blive valgt ind i bestyrelsen?

    Alle, der er andelshavere, kan blive valgt ind i bestyrelsen. Læs i vedtægterne (link til vedtægter), hvad du skal gøre for at stille op til valg.

  • Får bestyrelsen løn?

    Nej, bestyrelsen er ikke lønnet.

  • Hvad bruger man sit andelsbevis til?

    Når man bliver andelshaver, får man sit andelsbevis i form af en kvittering tilsendt på mail. Andelsbeviset er personligt. Du skal bruge andelsbeviset som adgangsbillet til generalforsamlingen.

  • Kan jeg købe flere andele?

    Ja - du kan købe lige så mange andele, du ønsker. Køb andelsbeviser her.

  • Kan der stå to personer på et andelsbevis?

    Der kan kun stå én person på et andelsbevis. Hvis du går sammen med din nabo om at købe en andel, skal I vælge hvem af jer, der skal stå på andelsbeviset. Det er også den af jer, der kan gå med til generalforsamling.

  • Kan jeg give et andelsbevis som gave?

    Ja, det kan du godt. Du skal bare huske at skrive gave-modtagerens navn på andelsbeviset. Andelsbeviser er personlige, så derfor skal personens navn fremgå.

  • Kan min virksomhed købe et andelsbevis?

    Ja, andelsbeviser kan købes af virksomheder. Virksomheden kan også købe andele til sine medarbejdere, som så hver især får et personligt andelsbevis.

  • Kan andre se, at jeg har købt en andel?

    Ja, alle ejere af andelsbeviser kommer med på vores støttevæg, som alle kan se. Hvis du ikke ønsker at stå på listen, kan du fravælge det, når du køber andelen.

  • Hvad sker der, hvis Præstø Boghandel ikke kan løbe rundt?

    Så bliver Præstø Boghandel a.m.b.a. nødt til at lukke til sidst. Det kan betyde, at de penge, du har brugt på dit andelsbevis går tabt. Men Præstø Boghandel a.m.b.a. eller banker/kreditorer vil aldrig kunne kræve, at du skal være med til at dække et eventuelt underskud. Det er derfor, at et andelsselskab er et selskab med ‘begrænset ansvar’.