Nyhedsbrev - Juli
Nyhedsbrev - 02.07.26
Kære andelshavere
Vi er stadig i Præstø Boghandels år 1. Det betyder, at mange ting sker for første gang - fx alle de ting, der foregår i Præstø, som vi jo ikke på forhånd ved, hvad vi skal forvente os af.
Vi kan konstatere, at gang i gaden også giver gang i omsætningen. Under Fransk Forår havde vi dækket op med boder udenfor - og en lille fiskedam til de mindste. Det gav rigtig god omsætning, vi solgte både bøger, farveblyanter og andet udenfor - og fiskedammen var velbesøgt.
Endnu mere gang i omsætningen kom der under Præstø Litteraturfestival. Vores boghandlere Kerstin, Mette og et par frivillige havde stillet en bod op i Adelgade mellem scenerne, og de solgte bunker af de optrædende forfatteres bøger. Det var forfattere som bl.a. Solvej Balle, Sara Blædel, Tom Buk-Swienty og Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Ved siden af det overdådige bogbord stod et lille yndigt skrivebord i H.C. Andersen-stil, venligst udlånt af Røde Kors Genbrug, og her sad forfatterne og signerede bøger til den lange kø af læsere.
En eftermiddag i den værste hedebølge inviterede vi alle vores flittige frivillige til kagefest - både for at sige dem tak for al den megen hjælp, og for at de også indbyrdes kan lære hinanden at kende. Ofte kommer de frivillige og hjælper én eller to af gangen i butikken, men her var alle, der kunne, samlet på én gang. Som de fleste frivillige godt ved er dét at være en del af et fællesskab en del af belønningen for det frivillige arbejde. Der blev både quizzet og sunget - og trods de 30 grader blev kagebordet stort set ryddet.
Den 13. til 15. august 2026 slår Gisselfeld Kultursaloner slotsportene op for en weekend fuld af musik, litteratur og fællesskab - og denne gang er Præstø Boghandel med. Vi er festivalens officielle boghandler på stedet og vil sælge bøger af de forfattere, der skal optræde. Vi kommer til at møblere en smuk, gammel stald i den ydre slotsgård og håber på godt vejr og et godt bogsalg.
I den forbindelse har vi et godt tilbud til alle vores andelshavere. DU kan købe billet til festivalen med en rabat på knap 200 kroner. Brug dette link:
https://billet.kultursalonerne.dk/skjulte-arrangementer/books
Udover den rabat, du som andelshaver får, får Præstø Boghandel også et beløb pr. solgt billet. Win win. Der er slet ikke nogen grund til ikke at komme afsted.
Gisselfeld Kultursaloner er en anderledes langsom festival som afholdes i Gisselfeld Klosters stemningsfulde slotspark. Programmet giver rum og tid til fordybelse, samtaler og oplevelser. I løbet af festivalen vil du også blive overrasket med små intimkoncerter, oplæsninger, rundvisninger m.m. både ved slottet og i den smukke park.
Tilsidst er der personalenyt:
Vores butikschef Kerstin Øhlenschlæger ønsker at gå på deltidspension. Ny butikschef pr. 15.9. bliver vores anden boghandler Mette Simonsen. De fortsætter altså begge i butikken, men bytter roller. Vi er rigtig glade for den løsning.
I de seneste måneder har du også kunnet møde Sandra Hansen i boghandlen. Hun kommer til at fortsætte på mere fast basis nogle timer hver uge. Og når det brænder særligt på, trækker vi på Birthe Zinck og hendes mangeårige erfaring fra Præstøs tidligere boghandler. Dertil kommer selvfølgelig alle vores engagerede frivillige, som hver dag assisterer i butikken.
Til efteråret kan du glæde dig til en række spændende forfatterforedrag. Mere om dem i næste nyhedsbrev. Nyd sommeren - og husk de gode bøger til ferien.
Bedste hilsner,
Bestyrelsen for Præstø Boghandel a.m.b.a.
Mai Rose Kristiansen
Mikkel Nordvig
Kasper Nielsen
Ida Exner
Mille Lehn
Dorte Krogsgaard








