Vi har nu nået vores mål om at sælge andele for 950.000 kroner

7. august 2025

Nyhedsbrev 7. august 2025

Kære fantastiske andelshavere i Præstø Boghandel a.m.b.a.


Det er en stor glæde at kunne fortælle, at vi nu har nået vores mål om at sælge andele for 950.000 kroner. Takket være ALLE JERES flotte bidrag og opbakning. Tusind tusind tak til jer allesammen - vi er nu omkring 850 andelshavere!


Ambitionen er at åbne Præstø Boghandel omkring den 1. oktober eller snarest derefter. Vi forhandler i øjeblikket om et lokale centralt i byen.


SÅ SNART vi får nøglerne, får vi travlt. Så skal vi i gang med at indrette et butikslokale. Vi skal have borde og reoler købt ind og sat op, vi skal have lamper i lokalet og meget andet - kort sagt alt det, der gør forskellen på et tomt lokale og en dejlig boghandel. Til det arbejde søger vi FRIVILLIGE, som kan hjælpe os med alt det praktiske. Har du hænderne godt skruet på, og har du lyst til at donere nogle arbejdstimer, så meld dig endelig som frivillig. 


Skriv til os på bestyrelse@praestoboghandel.dk 


og fortæl os, hvad du især kan hjælpe med. Vi håber at gå i gang til september. 


Og det bliver en boghandel med velkvalificerede medarbejdere. Vi er stolte af at kunne fortælle, at vi har ansat to skønne kvinder, som også er uddannede boghandlere. De tiltræder, når vi får vores lokale.


Kerstin Øhlenschlæger er vores kommende butikschef. Hun var i mange år journalist i DR. Men så var der noget andet, der trak. Hun ville hellere være boghandler, flyttede til Bornholm og blev udlært i boghandlen Bog & Idé Nexø. Siden har hun bl.a. arbejdet i Boghandleren Godthåbsvej på Frederiksberg - og nu er hun ved at købe hus i Præstø, så hun hver dag kan spadsere på arbejde.


Mette Simonsen er vores nye salgsssistent. Hun uddannede sig først til fysioterapeut, med særligt fokus på børn. Men også hun var mere draget af bøgernes verden. Hun er udlært boghandler fra Bog & Idé, Næstved Storcenter, og har siden arbejdet i Bog & Idé Taastrup, City 2. Mette bor i Næstved.


Selvom solen skinner og skoven er grøn, er der ikke længe til JUL. Vi har lovet jer, at I kan købe alle jeres julegaver i Præstøs nye boghandel. Det løfte agter vi at holde 🎅🏻😃


Igen - tusind tak for jeres opbakning og støtte. 


Bedste hilsner,

Bestyrelsen for Præstø Boghandel a.m.b.a.


Ida Exner

Caroline Axen

Mille Lehn

Dorte Krogsgaard

7. august 2025
Sjællandske 7. august 2025 artikel
7. august 2025
TV2Nyheder 7. august 2025 artikel
6. august 2025
P4 Eftermiddag 6. august 2025 live interview med Dorte Krogsgaard
6. august 2025
Pressemeddelelse 6. august 2025
6. august 2025
TV2 Øst 6. august 2025 artikel
6. juli 2025
19News TV2 6. juli 2025 kl. 19 indslag
1. juli 2025
Sikke en forrygende start på vores allesammens andelsboghandels-projekt!
24. juni 2025
Klumme fra Sjællandske 24. juni 2025
14. juni 2025
19News TV2 14. juni 2025